Terrassehuset - Måløv
Terrassehuset i Måløv er et kombineret erhvervs og boligprojekt som Prisme arkitekter har udtænkt for ejeren af grunden, der i dag henligger med en tom fabriksbygning.
Forslaget tager sit udgangspunkt i Ballerup Kommunes idekatalog for Måløv bymidte 2015/2016, samt ejerens ønske om en gentænkning af grundens udnyttelse, der kan fremtidssikre områdets anvendelse, således at stedet bliver attraktivt for lejere af boliger og butikker.
Der etableres to dagligvarebutikker af hver ca. 1.075 m² orienteret mod Måløv Byvej. De eksisterende udenoms arealer maksimeres i udnyttelsen og tilpasses i forhold til de krav der stilles til parkerings og adgangsforhold. Over butiksniveau etableres der 30 boliger i gennemsnits størrelser af. 95 m² pr. stk. med altaner eller terrasser og et stort grønt fællestorv i midten, -etableret på butiksniveauets tag.
Byggeriet er tilrettelagt med forskellige boligtyper, indrettet som henholdsvis 2, 3 og 4-værelses lejligheder i åbne planløsninger med store værelser og store gennemlyste køkken, alrum og stuer.