Den stigende efterspørgsel på træbyggeri har skubbet på udviklingen af et nyt bæredygtigt træhuskoncept hos Palsgaard Spær. Prisme Arkitekter har i samarbejde med spær-producenten, der er landets største, udviklet en færdigdesignet boligløsning, der skal gøre det nemmere for byggeriets aktører at skifte de klimatunge materialer ud med mere træ.
Det nyudviklede råhus består af ydervægge, indervægge, etageadskillelse og tag, der leveres samlet og hurtigt kan lukkes, så det er klar til videre bearbejdning. Det betyder, at der er tænkt hele vejen rundt og sørget for alle de vigtige komponenter, der skal til, for at boligerne overholder de krav, der stilles til eksempelvis energi og statiske forhold.
På nuværende tidspunkt består Råhus-konceptet af basisboliger i tre forskellige størrelser fra 80 til 115 kvadratmeter i et og to plan, hvoraf der kan sammensættes dobbelthuse og rækkehuse i mange udformninger. Råhuset udføres i PEFC-certificeret træ.