Passivhuse taget i brug
Beboerne er nu flyttet ind i de nye passivhuse, opført som en del af Sunshine-house projektet.
Prisme Arkitekter, Bascon og BM Byggeindustri har som et team været ansvarlig for tre huse i såvel Kolding som Sønderborg under konsortiet Unit House. Husene er opført efter den tyske passivhus standard til en m²-pris inkl. rådgivning på kr. 9.000,- ekskl. moms. Domea står bag opførelsen i Kolding og Salus-bolig står bag opførelsen i Sønderborg.
Et Passivhus er en energieffektiv bygning, hvor det er de passive løsninger som solorientering, kompakthed, isolering og tæthed der lægges vægt på for at bygge miljøvenligt. Energikravet under passivhus-klassificeringen er maksimalt 15 kWh/m² pr. år. Et passivhusbyggeri bliver certificeret og dermed kvalitetssikret grundigt, så bygherren har sikkerhed for at teorien holder i praksis.
Initiativtagerne bag Sunshine House-projektet er Teknoligisk Institut og Videnscenter for Industrielt Byggeri. Initiativtagerne valgte med udgangspunkt i en konkurrence i 2008 fire teams til at opføre i alt 24 rækkehuse i Kolding og Sønderborg på 110 m² i to plan baseret på passivhus-principperne.